Portrætfotograf

Hvis vi skal blive ved mennesker, tager jeg meget gerne portrætter af både voksne og børn. Børn fotograferer jeg dog af princip kun, når forældre eller andre voksne er til stede. Jeg er fascineret af at arbejde med lys og kan tage portrætfotos både ude og hjemme. Jeg benytter da for det meste helt neutrale stofbaggrunde i hvid, grå og sort. Og så må jeg bare af med det: De så flittigt anvendte blåmelerede afskyr jeg. De er for mig indbegrebet af dårlig smag og billig lav kvalitet.

Tit er himlen imidlertid den allerbedste baggrund, og der er jo heller ikke noget forkert i at antyde miljø i portrætter.

I mange år har jeg, også privat, fravalgt portrættet og satset på den spontanitet, der så at sige ligger indbygget i de moderne kameraer. Men jeg er vendt tilbage til det klassiske portræt, og jeg synes, det er synd, at ikke flere under sig selv eller rettere deres familie at få taget et rigtigt billede engang imellem.

Produktfotos

Også døde ting, som fx produktbilleder, ser jeg spændende udfordringer i – lyset og skyggerne, strukturen, formen. Dog må jeg sige fra, når det drejer sig om store genstande, dem har jeg ganske enkelt ikke faciliteter til at behandle.    Mange firmaer har i øvrigt hjemmesider, der kunne have godt af bedre illustrationer. Dem hjælper jeg da meget gerne. Og også med designet af dem, for den sags skyld.  Og med teksten, ikke at forglemme. Den er tit dårlig.

Henri Cartier-Bresson (1908-1994)

Tag en fotograf som Henri Cartier-Bresson (1908-1994), der blev verdensberømt for sine reportagebilleder. De byggede i høj grad på det afgørende øjeblik,’the decisive moment’. Cartier-Bresson tog livet igennem alle sine billeder med en – efter nutidens målestok yderst primitiv – Leica med det forkætrede 50 mm normalobjektiv som det eneste.

Ingen zoom, ingen motor til at transportere filmen frem, ingen automatisk afstandsindstilling. Der har været adskillige sekunder mellem hvert billede, han har kunnet tage.

I dag klarer et godt kamera syv-otte eller flere optagelser pr. sekund. Alligevel har jeg ikke set billeder med større impact end hans. Blitz benyttede han i øvrigt heller aldrig. Han betragtede brug af den som en fornærmelse.

Indhold